Historie

People to People Danmark
-et kort historisk rids.

v/ Sv. E. Kristensen
Vicepræsident for People to People, Danmark.

Initiativet.

Initiativet til People to People blev taget i 1956 af den amerikanske præsident Dwight D. Eisenhower. Modsætningen mellem de to supermagter var midt i 5oerne vokset til en styrke, der måtte føre til handlinger på forskelligt niveau. I 1954 havde Sovjetunionen skaffet sig atombomben, og atomtruslen var dermed blevet en storpolitisk faktor, Europa var ved at rejse sig efter 2. verdenskrig og havde allerede oplevet de første konfrontationer ved Jerntæppet mellem øst og vest - omkring Berlin. Koreakrigen var lige afsluttet. I samme periode var Suezkrisen og opstanden i Ungarn. Trods alt dette havde den tidligere øverstkommanderende for de allierede tropper i Europa under afslutningen af 2. Verdenskrig en tro på, at der ved et engagement af folkelige kræfter kunne skabes forudsætning for, at andre end de professionelle politiske- og militære ledere kunne medvirke til at sætte dagsordenen for udviklingen i verden.

Allerede i august 1945 havde Dwight D. Eisenhower holdt en tale, hvor han fremførte det synspunkt, der senere skulle blive bærende for udviklingen af People to People: "To reduce mutal suspicions and antagonisms, it is important that people - and I mean people themselves, rather than only govermental representatives, learn to know more of each other."

Frem til Eisenhowers tilbagetræden som præsident blev People to People administreret og udviklet som en del af præsidentens administration. Unge mennesker var aktive i at etablere chapters (lokalkomiteeer) rundt omkring i USA - først og fremmest på universiteterne. På verdenskonferencen i forbindelse med 40-års jubilæet i 1996 havde jeg den store oplevelse at møde og høre nogle af disse personer fortælle om de første pionerår i organisationen.

PEOPLE TO PEOPLE - DANMARK.

Da People to People holdt sit 10-års jubilæum i 1966 blev en række personer fra hele verden indbudt til at besøge USA og stifte bekendtskab med organisationen. Fra Danmark deltog Københavns overborgmester Urban Hansen. Han blev begejstret for tanken og besluttede ved hjemkomsten at skabe noget tilsvarende i Danmark. Han nedsatte et præsidium bestående af personer, der havde kendskab til rejsevirksomhed, forsikring og bankverden.

Han besluttede samtidig, at en stor organisation med folkelig opbakning skulle afprøve ideen. Valget faldt på Hjemmeværnet - et barn af modstandsbevægelsen. Allerede ved starten i Danmark, så alle klart, at ideen om privat indkvartering (homestay) var det fundament, som indsatsen skulle bygge på. Der blev derfor taget initiativ til at gennemføre en homestay-tur til USA..

DEN FØRSTE TUR.

I august 1966 blev der givet et tilbud om en 4 ugers tur til USA, hvor der var mulighed for at komme til at bo privat. En af de personer, der overværede mødet, har sagt: "-et sådan tilbud kan man ikke give 250 mennesker, uden at der sker noget. Vi fandt hurtigt frem til, at vor tur skulle være i sommeren 1967 og, at den kun måtte være på 3 uger. Det lykkedes at samle 167 deltagere fra hele landet."

Turen blev gennemført som planlagt. Med charterfly gik turen til New York. Efter et kort ophold her gik turen med 4 Greyhound busser ud til de forskellige steder, hvor der var arrangeret homestay. Hver deltager kom i kontakt med op til tre forskellige familier.

DE FØRSTE LOKALKOMITEER.

Efter hjemkomsten opstod tanken rent spontant om at vedligeholde forbindelsen mellem deltagerne. I første omgang i de enkelte bushold. I de efterfølgende år, hvor andre grupper tog på homestay-ture til USA, fortsatte denne kontakt, og der blev lagt grunden til den frivillige del af organisationen i Danmark. Hurtigt blev der oprettet lokalkomiteer, og i løbet af nogle få år var der ikke en provinsby, der ikke havde en lokalkomite. Hurtigt fik de noget at lave idet, der kom en stadig voksende strøm af især unge mennesker fra USA. Der er stadig - over 30 år efter - lokalkomiteer som har været med lige fra starten, og som år efter år har stået for indkvartering af en gruppe fra udlandet.

Gennem de over 30 år som People to People, Danmark har eksisteret, har vi formentlig været det land i verden, der år efter år har haft flest gæster indkvarteret i danske hjem. Det er de færreste år, hvor der ikke har været mindst en snes grupper og meget ofte flere.

I de efterfølgende år voksede organisationen og den fik hurtigt det ry, at almindelige mennesker her kunne få en mulighed for at få opfyldt en til da umulig drøm - at besøge USA. Programmets idé var, at der var tale om venskabs- eller familiebesøg. Mange danskere benyttede den mulighed for at knytte de ofte afbrudte bånd af familiemæssige relationer i USA. Vi var samtidig så heldige at ramme en periode i Danmarks historie med en sjælden vækst i økonomien. I de bedste år var det ikke ualmindeligt, at der i løbet af de tre-fire hektiske sommermåneder blev chartret 10 - 15 fly, alle fyldt til sidste plads.

En positiv udvikling var samtidig, at People to People var kendt af brede kredse, og det var derfor nemt at finde værtsfamilier til det ofte store antal grupper, der ønskede homestay her i landet. Det var nemt at overtale personer, der havde rejst med os til at lave en lokalkomite. 

I årene derefter har People to People koncentreret sig om at fastholde homestay-ideen, som det afgørende element i arbejdet. Vi har dels sørget for at have et rimeligt antal grupper, der gæster Danmark og dels prøvet at lave en række grupper, der kunne besøge søsterorganisationerne i andre lande. Antallet har gennem årene været svingende, men er i de seneste år vokset til et antal, der nemt kan beskæftige alle, og som samtidig kræver, at der laves nye lokalkomiteer.

"If people get together, so eventually will nations."   /Dwight D. Eisenhower.

(Ændret okt. 2002.)